BORG Automotive er klar til en flyvende start med refabrikerede turboladere
BORG Automotive, Europas største uafhængige refabrikeringsvirksomhed inden for autoreservedele, leverer nu turboladere som en del af deres sortiment til eftermarkedet. Under brandnavnene Elstock, DRI, TMI og Lucas tilbyder BORG blandt andet OES matchende kvalitet, høj dækningsgrad, høj leveringsevne og konkurrencedygtige priser til distributører og dermed også autoværkstederne.
Indtil nu har BORG Automotives komplette sortiment bestået af otte produktgrupper: bremsecalipre, startere, generatorer, A/C kompressorer, EGR-ventiler, servopumper, tandstænger og elektroniske ratstammer. Ved at tilføje turboladere som den niende produktgruppe udvides virksomhedens allerede brede portefølje. Desuden styrker det virksomhedens position i eftermarkedet med endnu en produktgruppe, som har fokus på en reduceret, renere og optimeret udledning af udstødningsgas.
Den nye produktgruppe indeholder mere end 700 referencer som dækker passagerbiler og mindre erhvervskøretøjer. Antallet af referencer dækker mere end 117 millioner køretøjer i Europa, og alle referencer har en kvalitet på niveau med den originale enhed. Grunden til dette er, at BORG, på tværs af alle ni produktgrupper, kun refabrikerer orginale enheder, og at disse istandsættes til deres oprindelige tilstand i henhold til de bedste teknikker og processer.
BORG Automotive Spanien er ansvarlig for refabrikeringsprocessen. Det spanske datterselskab er den største refabrikeringsvirksomhed af turboladere til køretøjer på op til 3,5 tons i Europa, og selskabet har mange års erfaring i branchen. Fabrikken i Pamplona er certificeret i henhold til kvalitetsstandarderne ISO 9001:2015, 14001:2015 og IAFT16949, hvoraf sidstnævnte er en certificeringsstandard specifik for kvalitet i bilproduktionsindustrien. Derudover har fabrikken en stor og fleksibel produktionskapacitet.
BORG Automotive Spanien refabrikerer udelukkende enheder fra OE producenter og dækker således alle større bilbrands. Turboladere med variabel turbinegeometri (VTG) findes både i programmet med pneumatisk og elektrisk aktuator.
Refabrikeringsprocessen er meget udførlig. Hver turbolader adskilles, rengøres og inspiceres grundigt. Hvis enheden egner sig til refabrikering, udskiftes sliddele og flere løsdele. De nye dele kommer primært fra kendte Tier-1 og Tier-2 leverandører. Til sidst gennemgår hver enkelt turbolader mere end 30 forskellige tests i henhold til producentens specifikationer. Derudover testes turboladeren for perfekt funktion i en simuleret vejtest.
”Med denne nye produktgruppe kan vi tilbyde førsteklasses kvalitet af turboladere. Alle kan drage fordel af dette: distributører, autoværksteder og bilejere får værdi for pengene, mens den cirkulære økonomi drager fordel af refabrikerede produkter,” siger Ivan Mikkelsen, Kommerciel Direktør hos BORG Automotive.
Turboladerne er nu tilgængelige for BORG Automotives kunder og kan findes på TecDoc og virksomhedens webshops. Efter anmodning, kan installationsklar levering udføres på cirka 24 timer. BORG Automotive er velkendte for deres plug & play løsninger, som nu også inkluderer turboladere og betyder, at nødvendige pakninger altid er inkluderet. Derudover er en to års garantiperiode med ubegrænsede kilometer også inkluderet.